Efterjulemirakel

Så indtraf det igen. Usvigelig sikkert. Som alle de foregående år i slutningen af december.

Miraklet, når kroppen siger - ikke "Gori" - men "STOP, nu gider jeg ikke mere fed mad, slik, konfekt og alkohol...! Kan du så se at komme i gang med vand, frugt og korn!"

"Javel så", siger jeg en anelse taknemmelig, for jeg ved, at nu starter en ny tid med mere velbefindende og bedre søvn om natten.

Og jeg lægger sporenstregs ud med at finde min elskede vanddunk frem, fylde den med 1,8 liter iskoldt postevand og efterfølgende vande mit udtørrede legeme med store slurke.

Om det så er forkølelsen, der gør det, ved jeg ikke, men det næste var at stille en helt ubeskrivelig appelsinhunger. Det må være underskud af C-vitamin, der fik mig til i et hug at indtage tre kæmpestore orange frugter.

Nu jeg var i gang med de gode vaner, fik lysten til en kop yogi-te overtaget i forhold til rødvinen, da den stod på hygge senere på dagen. Yogi-te er et forholdsvis nyt fænomen i min husholdning, og den kan som sagt sagtens træde i stedet for de stærkere drikke, når det kommer til at krybe sammen i sofahjørnet. Foreløbig er jeg faldet for Classic og for Women Fitness, men jeg tror repertoiret øges i det nye år.

Kronen på værket, når jeg bliver lidt mere frisk, er øvelser på min nye Fitness-bold, som jeg fik i julegave. Egentlig har jeg fået den som stol, fordi den afhjælper mit tilbagevendende hold i nakken, men der medfølger en DVD med øvelser, der tydeligt er styrkende for både sjæl og krop. Mens teen blev nydt, smugkikkede jeg på øvelserne og så noget, der kunne falde i min smag, så jeg glæder mig allerede til at komme i gang.

Inden jeg bliver helt fanatisk med al den sundhed, må jeg hellere skynde mig at pleje min forkølelse - med en cognac mere.

Hurra for ferie og "Året der gik" på TV!!!

Jamen, den starter i H...

"Nååå, det er en bas-nøgle, det havde jeg slet ikke set! Fis? Ja, der er kryds for! Spil lige den der i G Major. D-dur-skala, NU!!"

Der tales sort inde ved klaveret i denne juleferie. Jeg ligger i sofaen og snøfter og glæder mig over far og datter tale "fag".

Far tager det alvorlige ansigt på og tilsætter et glimt i øjet, når han siger "Der skal øves skalaer, NU!!!" For det er faktisk slet ikke nødvendigt at sige noget. Da Datterfin spillede julekoncert på et rigtigt koncertflygel midt i december, gjorde det noget ved hende. Lyset, scenen, det dejlige instrument, applausen og de begejstrede tilråb var alt sammen en stor oplevelse for hende. Og det gav blod på tanden. Så det er lysten der driver værket nu. Hvor det før var sjovest at spille melodierne, er det nu skalaerne der øves. For hun ved godt, at det er nødvendigt, hvis hun vil videre.

Og far har luret hvilken klaverbog, læreren bruger. Så nu er planen, at lære den i juleferien, så læreren kan blive overrasket og give hende endnu større udfordringer i det nye år.

Og jeg har ligget i sofaen og lyttet, men jeg udfordrede min ømme hals med uundgåelige grin over Peter Sellers i "Den lyserøde panter slår igen", som blev vist på DR2 i eftermiddag, og som lige passede til en forkølelse i sofaen. Tilsat cognac.

Livet er ikke det værste, man har... :o)

Nedlagt

Jeg har altid rystet lettere overbærende på hovedet af de mennesker, der arbejder så ihærdigt, at de glemmer at blive syge. Indtil den dag de har fri, ferie eller lignende. Så lægger de sig med forkølelse, influenza eller sådan noget.

Jeg har altid ment, at jeg var god til at passe på mig selv. Jeg blev syg, når jeg skulle, om jeg så må sige. Jeg går aldrig på arbejde, hvis jeg er sløj. Jeg får den hvile, der er nødvendig, skulle jeg mene.

Hvordan er det så lige gået til, at jeg har det som om, nogen har trukket et juletræ igennem min hals - med stjernen først, og puttet et nisselandskab via min næse op i min hjerne? Med nisser, vat, kirke, skøjtesø og det hele?

Nå, jeg er åbenbart ikke bedre. Og måske skal jeg bare tage det som et tegn på, at jeg endelig har fundet mig et arbejde, som jeg er virkelig glad for. Så glad, at jeg i et svagt øjeblik tilsyneladende har glemt at mærke efter.

Og så kan jeg jo glæde mig over, at vi ikke har nogle uopsættelige planer for ferien, og at resten af familien tilsyneladende også nyder et tempo, der er helt i bund.

Rigtig god 3. juledag derude i sjappet :o)

Julestemning

Trods panikken omkring det manglende juletræ, nedbrud i juletræsfoden, børneorm med mere blev det alligevel jul i det lille hjem. Dejlig jul med flæskesteg og risalamande, Sønnike fik mandlen og gaven, der i hast blev samlet sammen fra diverse smågavelagre - ja, vi havde glemt den, men det var en mindre detalje ;o)

Dans om det lidt mærkelige træ, mange gode gaver - ikke mindst fordi ungerne fik lige det, de havde ønsket sig. De skulle jo også mærke, at vi nu er to udearbejdende forældre, så det er ikke vores skyld, hvis finanskrisen varer ved ind i det nye år.

Sneen ligge blød og hvid lidt endnu - det tør, så vi må nyde den, så længe den ligger det.

Vi siger "Av, min arm" for der spilles tennis, golf og bowling i et væk ude i hallen, hvor den nye Wii passer perfekt ind i spillebordet sammen med alt det andet spilleri.

Som nævnt var min barndomshave fyldt med grantræer. Hvert år til jul gik vi så i haven og fandt årets træ. Det gik fint i mange mange år, men efterhånden som det tyndede ud i "plantagen", blev træerne mere og mere mærkelige og skæve. Det blev et helt tilløbsstykke blandt kvarterets unger, der hvert år skulle over og se, hvor mærkeligt vores træ nu ville være. Og det kulminerede så med træet, der måtte bindes fast for ikke at vælte. Vi dansende ikke om træet det år. Dem der forsøgte sig, skulle nemlig bukker sig under snoren, og det blev alligevel for besværligt.

Da der ikke var flere træer i haven, forlagde vi juleresidensen til sommerhuset midt i skoven. Der var rigeligt med træer at tage af. Men vi nænnede det alligevel ikke. Så i stedet gik vi ud og fandt et minitræ. Det blev gravet op med rod og det hele, og så blev det plantet i en stor skål. Lillejuleaften brugtes så på at fremstille juletræspynt i miniformat, så det lille træ blev smukt pyntet til juleaften. Da min far ad åre blev dårligere og dårligere til bens gav det god mening at stille træet på spisebordet og sidde rundt om det, mens vi afsang julesalmerne. Efter jul blev træet selvfølgelig plantet ud igen.

Disse lidt sjove juletræsminder gives åbenbart videre til vores unger. Hvert juletræ har indtil nu i deres tid en historie, startende med det allerførste juletræ efter vi var blevet en familie, og Datterfin var tre måneder gammel. Det var nemlig slet ikke et grantræ men en yuccapalme!

Nu sidder vi imidlertid her til en sen brunch og overvejer fremtidige juletræer. Det er godt at være i god tid!!! Så vi aftaler allerede nu, at vi næste år i december mødes ved det lille hus i skoven for at fælde det træ, som allerede nu udpeges, passes og plejes i det kommende år.

Den mere langsigtede plan er at gentage min barndoms juletræsudvælgelse fra haven. Det kræver blot lige en tilplantning ind til naboen. Men hvis vi starter nu, så har vi gode træer om en ti års tid. Det er godt at være i god tid! Gad vide om man skulle prøve at plante mandelgaver?

Solen skinner nu, det er dejligt. Vi skulle have haft hele resten af familien til julefrokost i dag, men det har vi aflyst. Katrine og jeg reagerer på en travl december, så der er dømt varm te til ømme halse samt masser af lommetørklæder til løbende næser. Men det kan ikke spolerer glæden ved ferie og julehygge.

Ny Wii-idrætsgren

I stedet for at slå morfar i hovedet med en Wii-ketcher eller en Wii-golfkølle, besluttede ungerne at lukke ham ind i legen. Og så opfandt han en ny idrætsgren:

Rolator-bowling!!! Bare lad fantasien få frit spil og dan billederne inde i hovedet, for det er ubeskriveligt!

Den anden mand på matriklen? Nå ja, han er også en slags "morfar".

Rigtig snehvid og dejlig 1. juledag til jer, der kikker forbi :o)

Uppercut-fare

"Flyt lige morfar, ellers rammer I ham i hovedet!!!" sagde Mor for lidt siden.

For endelig lykkedes det at få Wiiiiiiii´en installeret, flyttet møblerne og ryddet gulvet - og nu farer hele familien rundt og rundt med mærkelige ting i hænderne og svinger med både arme og ben.

Fantastisk - jeg kan ikke vente til det bliver min tur...hvis det nogen sinde sker!

Juletræsføljeton part 4

"Der mangler en gren dér!" sagde Mor

"Den limer vi da bare på. Der ligger rigtig mange grene udenfor, som jeg har klippet af", sagde Far.

Summa summarum. Der står noget, der ligner et juletræ i stuen. Det tendenserer design, det han har udrettet med den pikkajevert, de fandt ude i haven. Et grantræ, som manden og jeg plantede for 10 år siden, da vi flyttede ind på matriklen. Et træ, som er blevet udsat for lidt af hvert i sit forholdsvis korte liv. Klemt inde mellem andre gevækster, overkørt af plæneklipperen, spist af diverse dyr. Skævt, ukurant. Alligevel stræbte det mod himlen og lyset med en usandsynlig lang top.

Nu står det så her i stuen. Og det var så heller ikke uden sværdslag, for juletræsfoden brød flere gange sammen under vægten, og flere gange var meldingen: "Nu er det slut! Vi FÅR INGEN JULETRÆ I ÅR!"

Nu er ungerne imidlertid begejstret i gang med at pynte gevæksten. Foden er stabiliseret, og træet har en passende vægt. Den skæveste side er vendt ind mod en væg, og jeg tænker stille tilbage på min barndom. Dengang min far fandt et træ i haven, der var så skævt, at vi måtte binde det fast til klaveret, for at det ikke skulle vælte. Det ligger åbenbart til familien.

Og nu tror jeg så endelig, julefreden kan sænke sig.

Og børneormene? Nå ja, i morgen er det jo atter en dag!